Gentagne sammenhænge gør en handling til et signal

Mekanismen bygger på associativ læring: Barnet lærer, at bestemte hændelser plejer at optræde sammen. Når en voksen gentagne gange finder overtøjet frem efter tandbørstningen, kan tandbørstningen efterhånden blive et signal om, at familien snart skal ud ad døren. Signalet får betydning gennem de gentagne forløb.

Barnet behøver ikke kunne forklare sammenhængen med ord. Genkendelsen kan vise sig ved, at barnet går mod entréen, leder efter sine sko eller spørger til turen. Handlingerne er mulige tegn på, at barnet bruger det aktuelle øjeblik til at forvente noget, som endnu ikke er sket.

Et tænkt eksempel er en familie, der afslutter aftensmaden med at bære tallerkener ud og derefter finder nattøj frem. Efter gentagne aftener kan oprydningen varsle næste del af aftenen. Barnet lærer ikke nødvendigvis et bestemt klokkeslæt; det lærer forbindelsen mellem handlingerne.

Den kendte rækkefølge giver plads til at skifte aktivitet

Når barnet genkender et signal, kan det begynde at indstille sig på næste aktivitet, før den voksne beder om et skift. Det er relevant, fordi en overgang både kræver, at barnet stopper noget, og at det begynder på noget andet. En kendt rækkefølge gør selve skiftet mindre uventet.

I afteneksemplet kan barnet stadig ønske at lege videre. Men hvis nattøj plejer at komme før en bog, har barnet et holdepunkt for, hvad der følger efter omklædningen. Den voksnes korte besked kan knytte sig til noget kendt frem for at introducere hele forløbet på ny.

Her adskiller forudsigelighed sig fra lydighed. Barnet kan forstå, hvad der skal ske, og samtidig protestere imod det. Rutinen kan mindske usikkerheden om rækkefølgen, men den fjerner ikke trætheden, skuffelsen eller ønsket om at fortsætte en leg.

Et ændret led kan gøre signalet mindre pålideligt

Hvis den samme handling ofte efterfølges af meget forskellige aktiviteter, fortæller den mindre om det næste skridt. Når overtøjet nogle gange betyder afgang med det samme og andre gange en lang pause indendørs, bliver det vanskeligere at bruge overtøjet som et tydeligt tegn på, at familien skal af sted.

Det betyder ikke, at en enkelt afvigelse ophæver en indlært rutine. Det afgørende er, om barnet fortsat kan genkende en brugbar sammenhæng. Familien kan eksempelvis spise morgenmad senere i weekenden og stadig bevare rækkefølgen mellem måltidet, tandbørstningen og påklædningen.

Ved en planlagt ændring kan en voksen gøre forskellen konkret: Efter morgenmaden skal familien til lægen i stedet for i institution. Forklaringen giver barnet et nyt holdepunkt. Hvor meget en mundtlig besked hjælper, afhænger dog af, hvad barnet forstår og kan huske.

Forventningen gælder kun det, barnet har lært at genkende

En velkendt rutine hjemme kan ikke uden videre overføres til andre steder. Hos bedsteforældrene kan andre rum, personer og vaner gøre det mindre tydeligt, hvilke signaler der gælder. Barnet kan derfor have brug for støtte til et forløb, som det ellers deltager i uden mange beskeder derhjemme.

Rutinen giver heller ikke automatisk de færdigheder, næste handling kræver. Et barn kan vide, at skoene skal på, uden selv at kunne lukke dem. Når en overgang går i stå, er forskellen væsentlig: Barnet kan mangle hjælp til opgaven snarere end forståelse for rækkefølgen. Det gælder også ved pakning før en flytning: Find tilbud på flyttekasser, og hjælp barnet med selve pakningen.